cenacolos-venner


Gå til indhold

Generalforsamling 2010

Referat fra generalforsamling


Referat 2010

Referat af generalforsamling i Cenacolos Venner mandag d.26 april 2010.


Punkt 1. Valgt til dirigent blev sekretær og bestyrelsesmedlem Ulla Odgaard
Nielsen

Punkt 2. Valgt til referent blev bestyrelsesmedlem Torben Lund

Dirigenten konstaterer, at Indkaldelsesfristen er overholdt, budgettet
sendt til medlemmerne.

Punkt 3. Formandens beretning ved Hans Ole Nielsen.

Formandens beretning 2010-04-26

Det forløbne år har været præget af et stigende antal henvendelser fra brugere. Nogle har ønsket mere information, andre at knytte kontakt til os just in case, og to har ønsket vores konkrete hjælp til at tage ophold på et af Cenacolos huse. Begge arbejdede ivrigt med i forberedelserne til opholdet og begge havde været clean i 7-8 uger og nået frem til aftaler om tid og sted med Cenacolo i Italien. Der var også truffet aftale om at vores sekretær skulle ledsage dem til deres destination i udlandet. Men den ene døde af en overdosis få dage før afrejsen - formanden og et medlem deltog i begravelsen i Jylland - og den anden opholdt sig kun kort tid i et fællesskab i udlandet før han atter vendte hjem. Han vil kontakte os igen om et år.

Vi har således haft god brug for vores lokale i Bredgade udlånt til os af Ansgarkirken. Som sædvanlig sidder vores sekretær hver onsdag aften i Bredgade og kan nu takket være den nye bærbare computer hun har fået stillet til rådighed af foreningen udnytte eventuel ventetid med almindeligt sekretærarbejde for vores forening.


Et bestyrelsesmedlem har nu endelig overtaget kassererjobbet som jo i lang tid har været varetaget af sekretæren bistået af næstformanden.

I året der gik, har vi på forskellig stilfærdig måde udbredt kendskabet til Cenacolo. Et specielt tiltag til udbredelse af kendskabet til Cenacolo er foretaget af et bestyrelsesmedlem , som har oversat en af
Elviras taler og indtalt den på CD. CD-en er sendt rundt til bestyrelsen mhp. en vurdering af hvorvidt der skal foretages korrektioner.

Endelig skal nævnes vores årlige besøg i klosteret Skt. Josef Karmel. Her beder nonnerne dagligt for vores projekt og for vores brugere og for os. Vi var glade for dialogen med en af nonnerne og var taknemmelig for en oplysning om, at kommende brugere til en hver tid kan besøge klosterets
kirke og bede om nonnernes forbøn.

Som det fremgår af vores regnskab er vi kommet igennem året med et mindre overskud. Dette skyldes i høj grad tilskud fra Legofonden og Solsidan, som bl.a. har muliggjort vores rejseaktivitet.

Vores budget - som skal betragtes som et forslag - udviser derimod et stort underskud. Budgettet, handleplan for 2010 og bestyrelsens og foreningens medlemmers ideer og aktiviteter står jo i et indbyrdes
dynamisk forhold og vi vil bestræbe os på, at inspirere til at denne proces vil blive levende og på realistisk måde varetage foreningens målsætning:
Udbredelse af kendskabet til Communita´ Cenacolo og opførelsen at et hus i Norden - helst i Danmark - til Communita´ Cenacolo.

( Men en ting står fast. Uden økonomisk hjælp udefra vil der ikke kunne foretages nogen rejser eller større kampagner i det kommende år)

Og så til sidst:

HUSKAT

Betale kontingent for 2010

Indsende forslag inden 15 02 11

Mens misbrugere kan spørge os om, hvad vores forening kan gøre for dem, så
bør du spørge om, hvad du kan gøre for din forening. Vi har brug for dig.

De venligste hilsner

Hans Ole Nielsen

Punkt 4. Aflæggelse af regnskab: Regnskabet gennemgås ved kassereren.

Foreningen har et beskedent overskud på ca. 14.000 kr.

Medlemskontingent for 2010 vi har modtaget anslår 3.050kr. i skrivende stund.
Det blev vedtaget, at kassereren ringer rundt til alle de der er i restance med kontingentet.

Foreningen har endnu ikke fået 2000 kr. for 2010 fra 'Solsidan' som vi har
modtaget de foregående 2 år.

Punkt 5. Regnskabet blev hermed godkendt af en enig forsamling.

Det blev vedtaget at medlemskontingentet fastholdes på det nuværende niveau.

Punkt 6. Budget: Forslag til budget for 2010: Hvad skal vi gøre med et
underskud på ca. 50.000 kr.

Det vedtages at udgifter til underhold ved bestyrelsesmøder afholdes af de
enkelte medlemmer.

Rejser 1 + 2 fastholdes på de respektive 15.000 kr. + 15.000 kr.

Midler til kampagne nedsættes fra 20.000 kr. til 5.000 kr.

Midler til foredragsvirksomhed falder helt væk.

Budgettet er således reduceret med 20.000 kr. og underskuddet er hermed
30.000 kr. På baggrund af dette underskud søger vi om fondsmidler igen.

Med hensyn til fonde nævnte en i forsamlingen, at Stine Bosse, adm. Direktør
i Tryg/Vesta angiveligt har iværksat et projekt med unge mænd, hvor de går
en strækning på 100 km. på pilgrimsvejen til Santiago de Compostella.
Projektet hed "Rejsen mod livet". Ud af de 4 mænd der deltog i projektet er
det gået godt for de tre efter projektets ophør.

Det nyvalgte bestyrelsesmedlem Andrey Sallyman sender brev til Stine Bosse ,
Tryg/Vesta, vedlagt formandens artikel om Cenacolo, "Rejsen ud af misbrug"
+ pjecen mm. for at skabe opmærksomhed, og interesse om vores projekt.

Næstformanden reviderer budgettet. Der skal måske skæres lidt på
rejseudgifter 4.000 kr. for de måneder der er gået.

Punkt 7. Der er ikke indkommet nogen forslag fra medlemmerne.

Punkt 8. Valg af bestyrelse. På valg er næstformand Jens Nygaard Hansen som gerne vil
genvælges til bestyrelsen. Han genvælges. På valg er også Torben Lund som
ikke ønsker genvalg. Andrey Sallyman vælges som nyt bestyrelsesmedlem.

Punkt 9. Valg af suppleant. Torben Lund vælges som ny suppleant til
bestyrelsen.

Punkt 10. Valg af revisorer. Susanne Fisker Nielsen og Helle Odgaard Andersen
genvælges som revisorer.

Punkt 11. Eventuelt.

Under eventuelt diskuteres især Cenacolos Venners hjemmeside i forbindelse
med brug af navne i referater og andet skriftligt materiale på hjemmesiden.
Det var et synspunkt at det kommer for tæt på hvis navne er tilgængelige for
alle der bruger vores hjemmeside.

Det blev imidlertid i den forbindelse besluttet, at vi så vidt muligt
anonymiserer personer i det materiale der lægges på nettet. Undtaget herfra
er Ulla og Oles navne, men de vil også primært optræde som formand og
sekretær, og andre vil optræde som bestyrelsesmedlem, kasserer og
næstformand.

Medlemmer af Cenacolos Venner nævnes ikke ved navn og sikres fuld
anonymitet.

Det samme gælder naturligvis brugere af Cenacolos Venner.

Endelig blev to punkter til en handlingsplan opstillet:

1. Ønsket om et møde med søster Elvira.

2. Diskussion og evaluering af og hvordan vi kan forbedre vores indslusning af en misbruger i et Cenacolo
fællesskab.

Generalforsamlingen forløb i god ro og orden, tak for det.

Referent Torben Lund


Retur til indhold | Retur til hovedmenu