Referat 2008
Referat af generalforsamlingen i foreningen Cenacolos Venner DK den 30. april 2008.
Bestyrelsen var repræsenteret ved formanden Hans Ole Nielsen, næstformand Jens Nygaard Hansen, kasserer Flemming Nath, sekretær Ulla Odgård Nielsen, ordstyrer Ulla Gravers Aagesen, og referent Torben Lund.
Desuden deltog 6 medlemmer af foreningen.
Punkt 1: Formanden indleder med at præsentere bestyrelsens indstilling af ordstyrer og referent til generalforsamlingen. Der bliver spurgt om de øvrige medlemmer er enige i bestyrelsens emner, og forsamlingen godkender valget. Således er Ulla Gravers Aagesen valgt som ordstyrer på generalforsamlingen og Torben Lund som referent.
Herefter præsenterer Ulla Gravers Aagesen første punkt på dagsordenen, som er formandens beretning.
Punkt 2: Formandens beretning: Hans Ole Nielsen indleder med at mindes afdøde Niels Aagesen, som deltog aktivt i arbejdet med at oprette foreningen Cenacolos Venner. Niels Aagesen var psykolog og senest ansat som professor ved Ålborg Universitetscenter på faget for psykologi. Formanden fremhævede Niels Aagesens betydning for foreningen og herunder Niels Aagesens betoning af en klar og skarp skelnenmellem tro og videnskab. Alle vi i bestyrelsen kendte Niels Aagesen og kan genkende Oles mindeord. Formanden afsluttede sine mindeord med en opfordring til 1 minuts stilhed og sluttede af med ordene ”Æret være hans minde”.
Herefter fortalte formanden om de væsentligste begivenheder i det første år i foreningens historie:
Formandens beretning 2008:
Som det fremgår af vort Nyhedsbrev den 4. april 2008 og vor hjemmeside med links til Comunità Cenacolo, er vor forening stiftet for omtrent et år siden, den 1. juni 2007.Kun fire dage før var professor i psykologi, Niels Aagesen, afgået ved døden efter lang tids alvorlig sygdom. Han var gift med Ulla Gravers Aagesen, og han arbejdede til det sidste med sin store indsigt og energi på dannelsen af vor forening. Og han efterlod sig en levende forståelse i vor bestyrelse af at tro og viden ikke kan erstatte hinanden og at forveksling af tro og viden fører til kaos.
Denne erkendelse har skabt en aldrig hvilende dynamisk dialog i vor gruppe og konkretført til dannelsen af en læsegruppe, hvor vi undersøger hvad der kan forklares videnskabeligt og hvad der må forbeholdes troen i den særlige form for behandling afstofmisbrug der finder sted i Comunitá Cenacolo.
Dette grundlæggende arbejde har også afgørende betydning for vor kommunikation udadtil om Cenacolofællesskaberne. Ligesom en afklaring af disse forhold er afgørendefor en holdbar argumentation og et forståeligt sprog, når der skal søges om fondstøtte af vort udvalg for undersøgelse af muligheder for økonomisk støtte til foreningens arbejde. Læsegruppen ledes af Ulla Gravers Aagesen.
Inden jeg går videre, vil jeg bede jer rejse jer med mig og mindes Niels Aagesen med et minuts stilhed.
I det års tid foreningen nu har eksisteret er der sket mange ting. De fleste kan aflæses på den hjemmeside, som vi har fået lavet og i det Nyhedsbrev, der er udsendt. Vi har i forbindelse med min søn Niels Nielsens toårige ophold i Cenacolofællesskaber besøgt Irland og Italien og der fået et vist førstehåndsindtryk af arbejdet, ligesom vi har besøgt et Cenacolofællesskab i Bosnien-Herzegovina. Endvidere er vi i den lykkelige situation, at Niels nu er kommet tilbage og allerede både på et af vore bestyrelsesmøder og på Dalum Kloster på Fyn har informeret om sit ophold i Cenacolofællesskabet. Ulla Gravers Aagesen vil til efteråret interviewe Niels i samarbejde med Ulla Odgård Nielsen. Og vi har planer om, at bestyrelsen besøger Comunità Cenacolos hovedsæde i Norditalien primært for at få drøftet praktiske ting i forbindelse med opførelsen af et Cenacolofællesskab her i Danmark. Vi har også planer om kontakt med Irland, som har tilbudt at hjælpe os med de erfaringer, de har fået med at få opført et hus for Comunità Cenacolo. Vi har også besøgt den hellige Birgittas kloster i Vadstena for at undersøge muligheder i Sverige, og vi har planer om at besøge forskellige steder i Danmark for at undersøge mulighederne for opførelsen af et fællesskab herhjemme.
Vi har i året, der er gået fået optaget en oplysende artikel om Cenacolofællesskaberne i 'Katolsk Orientering' og i 'Udfordringen - en avis for alle kirker', ligesom artiklen er lagt ind på vor hjemmeside og på Psykologpostkassen på internettet, og vi planlæggerudsendelse af artikler i 'STOF' og 'Psykolog Nyt', ligesom vi har planer om arrangementer med foredrag og information med deltagelse af folk, der enten er eller har været i et Cenacolofællesskab.
Jeg kunne blive ved: Vore planer om et passende logo, udbredelse af sr. Elviras tale, foldere og visitkort, forberedelse af rejser! Hjælp! Vi har brug for hjælp. Og - vi har da også fået hjælp. Og tak for det. Tak til Søren for hans utrættelige hjælp til oversættelser og rejser, tak til Jonnie for altid at træde til, når vi beder om hjælp til stort og småt, tak til Andrey for hans beredvillighed til at give en hånd med, når det kniber, og til sidst tak til bestyrelsen for Solsidan-fonden for den økonomiske støtte, der er ydet til foreningen.
Hans Ole Nielsen, formand.
Punkt 3: Formandens beretning godkendes af generalforsamlingen.
Punkt 4: Aflæggelse af regnskab ved kasserer Flemming Nath. Regnskabet omdeles til alle deltagere på generalforsamlingen og regnskabet kommenteres af kassereren. Hans Ole Nielsen takker fondet 'Solsidan's formand Ulla Gravers Aagesen for en donation på 2000 kroner til Cenacolos Venner.
Punkt 5: Regnskabet godkendes, og ligeledes godkendes det fastsatte årskontingent på 150 kr. for enkeltmedlemmer og 250 kr. for par.
Punkt 5a: Bestyrelsen anbefaler at vi videre fastholder foreningens navn.
Punkt 6: Indkomne forslag: Der er ikke indkommet nogen forslag fra foreningens medlemmer, og tidsfristerne er overholdt i forhold til vedtægterne.
Punkt 7: Punktet vedrører valg af bestyrelsesmedlem. Lis Omann Andersen vælges til nyt bestyrelsesmedlem i Cenacolos Venner. Lis Omann Andersen præsenterer i denne forbindelse sig selv. Lis Omannn Andersen har i en årrække været administrerende oversygeplejerske på psykiatrisk hospital i Glostrup, det tidligere Nordvang, og er i den forbindelse bl.a. stødt på misbrugsproblemer hos patienterne. Lis Omann Andersen har ligeledes fagligt været optaget af forskning og fundraising, og har været engageret i andre faglige aktiviteter. Lis Omann Andersen ønskes hermed velkommen i bestyrelsen.
Punkt 8: Pelle Larsson vælges som suppleant til bestyrelsen.
Punkt 9: Næstformand Jens Nygaard Hansen og Torben Lund vælges midlertidigt som revisorer. Ovenstående har gennemlæst regnskabet og godkendt det – men det er ikke revideret.
Punkt 10: Eventuelt:
Under dette punkt starter en lang og spændende dialog mellem medlemmerne på generalforsamlingen. Interessen var stor især i forhold til hvordan dagligdagen i et Cenacolofællesskab ser ud og også hvordan Comunità Cenacolo fungerer som organisation, men også mere praktiske emner i forhold til Cenacolos Venners egne aktiviteter var i fokus.
Jeg tror, at jeg taler på generalforsamlingens vegne, idet jeg her indledningsvist sender en stor tak til Niels Nielsen. Niels Nielsen har i en toårig periode opholdt sig i to Cenacolofællesskaber, det ene i Irland og det andet i Italien. Niels Nielsen har tidligere præsenteret sine erfaringer for bestyrelsen, og også på denne generalforsamling er Niels’ erfaringer et særdeles værdifuldt bidrag til at forstå hvad der karakteriserer et konkret Cenacolofællesskab, og hvad der adskiller Comunità Cenacolos forståelse af behandling fra andre behandlingsformer.
Bestyrelsen har allerede besluttet, at Niels Nielsens vidnesbyrd fra de to års ophold i to Cenacolofællesskaber ska ldokumenteres skriftligt ved et interview med bestyrelsesmedlem Ulla Gravers Aagesen i samarbejde med Ulla Odgård Nielsen. Dette arbejde starter så snart det er muligt.
Her forsøges nu i stikord at opstille alle de problemstillinger som blev berørt og ikke mindst forslag til aktiviteter for Cenacolos Venner fra generalforsamlingen.
Jens Nygaard Hansen fremhævede bestyrelsens arbejde i forhold til at søge fondsmidler til foreningen Cenacolos Venner.
Ulla Nielsen henviser til Cenacolos Venners hjemmeside www.cenacolos-venner.dk Her findes også et link til Comunità Cenacolo’s hjemmeside www.comunitacenacolo.it med svar på spørgsmål om hvor mange fællesskaber der er, og hvor de er beliggende. Comunità Cenacolos hjemmeside er tilgængelig på flere sprog og rig på informationer, og alle medlemmer og ikke medlemmer skal hermed opfordres til at gå ind på hjemmesiden for at stifte bekendtskab med organisationens aktiviteter og holdninger. Det gælder også link til indlæg fra de beboere, der har opholdt sig i et fællesskab.
Hvor langt er vi kommet med at lave en folder og visitkort var et andet spørgsmål? Og hvor langt er bestyrelsen kommet i forhold til at søge fondsmidler et tredje spørgsmål?
Niels Nielsen, Jonnie Nielsen og Flemming Nath arbejder med at lave et visitkort. Niels opfordrer til at visitkort designes og fremstilles forholdsvis hurtigt og med link til www.comunitacenacolo.it Niels fortalte om flere situationer, hvor han havde haft brug for et visitkort blot indenfor de seneste uger. Det blev vedtaget, at Niels sender et udkast til visitkort til formanden for bestyrelsen.
Derefter tager bestyrelsen stilling til dette på næste bestyrelsesmøde den 25 maj 2008. Vi har brug for, at interesserede får information om Comunità Cenacolos eksistens og ligeledes viden om vores forening, Cenacolos Venners eksistens. Alle de fremmødte medlemmer var enige i dette.
Niels fremviste to smukke visitkort fra nogle fællesskaber. De gik bordet rundt.
Med hensyn til design og produktion af folder: Bestyrelsen har længe arbejdet henimod, at vi også hurtigst muligt får lavet en folder, som kan omdeles og sendes til relevante institutioner og enkeltpersoner. I den anledning er der nedsat et udvalg ved Jens Nygaard Hansen og Ulla Gravers Aagesen. Generalforsamlingen bakkede op om dette.
En undergruppe i bestyrelsen, der arbejder med muligheder for at søge fondsmidler og økonomisk støtte generelt, søges udvidet med enkelte relevante personer. Gruppen beståri dag af to bestyrelsesmedlemmer, Jens Nygaard Hansen og Ulla Gravers Aagesen.
Etablering af forældregrupper: Dette skal vi være opmærksom på, når vi etablerer et hus i Danmark. Hans Ole Nielsen og Ulla Odgård Nielsen fortalte om deres egne oplevelser, og hvor vigtigt det er, at man får støtte til at overholde de strenge men relevante regler, der gælder for forældre eller pårørende til en beboer, der opholder sig i et Cenacolofællesskab. Det aftales, at vi skal arbejde med at opbygge en støttemulighed til forældre samtidig med, at en anden tager sig af brugeren. Etableringen af en forældregruppe er meget nødvendig og det tages op som punkt på næste bestyrelsesmøde.
Den religiøse dimension er helt central for at forstå ideen bag og praksis i behandlingen i et Cenacolofællesskab. Og således er der også bønnegrupper udenfor husene, der beder for dem i fællesskaberne. I fællesskaberne beder man for alle dem, der har været der.
Jonnie opfordrede bestyrelsen til at kontakte et kontemplativt kloster og bede dem om at bede for Foreningen Cenacolos Venners arbejde, f.eks. Karmeliternonnerne i Hillerød.
Der stilles på generalforsamlingen fra medlemmerne forslag om, at bestyrelsen bestræbersig på at få artikler om Comunità Cenacolo i følgende tidsskrifter (i stort omløb), f.eks. 'Ud at Se' (DSB), 'Samvirke' (FDB), 'Hjemløseavisen' og 'Alt for damerne'.Af faglige tidsskrifter blev nævnt: 'Sygeplejersken', 'Psykolog Nyt', 'Månedsskrift for Læger','Forward' og 'STOF'.
Foreningen Cenacolos Venner har allerede forfattet en artikel om Comunità Cenacolo, ved formanden Hans Ole Nielsen. Den er optaget i både 'Katolsk Orientering' og som kronik i 'Udfordringen- en ugeavis for alle kirker'.
Og endelig tak til medlemmerne af Cenacolos Venner for den gode stemning og den store spørgelyst på Cenacolos Venners generalforsamling. Det kan tages som udtryk for hvor spændende og udfordrende Comunità Cenacolos projekt er, og måske især i forhold til en dansk behandlingstænkning.
Generalforsamlingen sluttede af med bøn
Torben Lund, referent. |